Tanker fra foredrag med Lesley Hawson

Jeg var 12.12.13 til et spændende foredrag på Højgård hestehospital med dyrlæge Lesley Hawson, BSc. BVSc. PhD Candidate University of Sydney, Associate Australian Equine Behaviour Centre. Hun er i Danmark for at lave undersøgelser omkring tøjletræk, schenkeltryk og rytterens vægtfordeling, som skal sammenholdes med rytternes ridelighedsscore af de forskellige heste. Projektet er i samarbejde med Janne Winther fra Foulum (Aarhus universitet) og Rikke Munk fra Højgård hestehospital.

Ved foredraget talte Lesley Hawson dels om disse målinger (da forsøget stadig er under udarbejdelse er der ingen konkrete resultater endnu), og dels en hel masse om hestens læring. I forhold til hestens læring var der især tre ting jeg bed mærke i, som var nyt for mig, og som vil komme til at påvirke min træning og undervisning, så dem synes jeg også du skal have glæde af.

Den første ting var i forbindelse med brug af negativ forstærkning og schenkeltryk for at få hesten til at gå frem. Her skal vi være opmærksomme på, hvad vi belønner, i forhold til, hvornår vi slipper presset med benet. Hvis vi gerne vil have, at hesten på et tryk med schenklen, går frem, og bliver ved at gå, så skal vi holde presset indtil hesten har flyttet alle 4 ben i den nye gangart, da det så rent neurofysiologisk bliver den respons hesten forbinder til schenkeltrykket. Hvorimod den indlærte respons kun bliver at flytte et enkelt ben, hvis vi fjerner presset så snart det første ben er i bevægelse. Dette var nyt for mig, men det giver rigtig god mening, og det er især noget, jeg vil være opmærksom på, i forhold til heste med et dårligt frem signal, og heste som skal drives hele tiden for at holde dem i gang. Måske det også er et problem du kan genkende. Jeg vil se om jeg kan fremskaffe noget litteratur, der fortæller mere om det.

Den anden ting var, at der er forskel på, hvordan hesten lærer, i forhold til hvilket øje den ser med. Dette er især gældende i forhold til tilvænning til potentielt farlige ting. En af mine kæpheste er, at vi skal vænne vores heste til at blive håndteret fra begge sider både i forhold til at gå med dem, sadle op og stige op og ned. Det er der fortsat rigtig god grund til, da heste, der trænes fra begge sider er bedre til at overføre noget den har lært fra den ene side til også at fungere til den anden side. Men, der er forskning, der viser at tilvænner vi først hesten til noget fra venstre side, så har den meget lettere ved at overføre denne tilvænning til også at gælde, når objektet kommer fra højre side. Hvorimod hesten, hvis vi først tilvænner fra højre side, vil reagere nærmest som om tilvænningen ikke havde fundet sted, når objektet så præsenteres fra venstre side. Ret interessant, og bestemt noget der er værd at tage med, næste gang en af hestene skal vænnes til noget nyt.

Endelig snakkede Lesley Hawson også en del om den idéelle træningsmængde, og hvor meget træning hesten kunne kapere ad gangen. Hun brugte begrebet ”brain juice” altså, hvor meget saft og kraft hestens hjerne har til rådighed ad gangen til at lære nyt, og dette vil typisk kun være til 5-10 minutters træning. Hendes anbefaling var, at man efter opvarmning trænede 3 sæt af 3-5 gentagelser af en ny øvelse, adskilt af et par minutters pause (skridt en runde eller to), og så har man typisk opbrugt den ”brain juice” hesten har til rådighed. Den begrænsede tid til rådighed skyldes, at hesten, når den lærer nyt, bygger nye neuroner og forbindelser mellem dem, og det kræver en masse næringsstoffer i hjernen, som kun er tilgængelig i begrænset mængde ad gangen. Det kan sammenlignes med muskeltræning, hvor vi også kun får noget ud af et begrænset antal gentagelser. Overtræner vi, mindsker vi rent faktisk udbyttet, så hesten ender med at blive dårligere.

Lesley Hawson fortalte naturligvis også en masse andre ting, og henviste til en masse spændende artikler. Jeg elsker at lære nyt, især når det er noget jeg kan finde anvendelse for både i min egen træning, min undervisning og mine kurser, og den viden jeg fik med i går, og de kilder jeg skal have kigget nærmere på kommer garanteret til at inspirere mig langt ind i 2014 :o) Vil du have del i den inspiration, så er der lige nu mulighed for at købe mine onlinekurser om hhv. træning og adfærd, og klikkertræning til julepris, hvor du får et kursusforløb der varer 4-5 uger, og herefter permanent adgang til materialet og det tilhørende diskussionsforum for 500 kr. (efter 24.12. koster det 800 kr.). Det er også muligt at give (eller ønske sig) et forløb i gave, det sætter man blot hak i ved bestillingen, og så kan man angive, hvornår modtageren må få besked, nemt og bekvemt både at ordne julegaveindkøb og undervisning inde i varmen. Begge kurserne finder du på http://shop.ridesikkerhed.dk

Vil du have lidt inspiration her og nu, og se lidt nærmere på min måde at undervise og fortælle på, så kan du lige nu se (eller gense) det webinar jeg holdt i tirsdags om hestens læring og motivation, det finder du herhttp://youtu.be/8rs88tS441M

Så vil jeg bare ønske dig og din familie en glædelig jul og et godt nytår. Jeg håber at se dig på et af mine kurser i det nye år.

Merete Stenner

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!

Skriv en kommentar