Et los i røven til komfortzonen

I weekendens stormvejr var jeg til den 4. træningssamling på træneruddannelsen på Blue Berry Hill. Det stormede en halv pelikan hele weekenden, hvilket virkelig var en udfordring for mig (langt mere end det var for mine heste!). Som de fleste af jer ved, så har jeg kæmpet med at være bange og utryg ved at ride i mange år. For 4½ år siden, da jeg startede på basisinstruktøruddannelsen på Blue Berry Hill, red jeg kun på bane og sjældent i blæsevejr eller andre potentielt problematiske situationer, og jeg red i det hele taget ikke ret tit. Halvvejs i uddannelsen gik det for alvor op for mig, hvor lille min komfortzone var blevet og hvor hæmmet jeg var af min utryghed. Det har jeg så arbejdet ihærdigt på at ændre siden, med god hjælp fra Susan Kjærgård og fantastiske Amanda Barton, der holder kurser i Danmark flere gange om året. Og jeg er kommet rigtig langt, jeg har lært en masse ting om at træne heste, så de bliver mere sikre og stabile at ride på, og jeg har lært en masse vejrtrækningsteknikker og fokusøvelser, som jeg kan bruge til at berolige mig selv, når det bliver svært.

På mine Tryg til hest kurser plejer jeg at tale om, at vi kan skrue på 3 faktorer: os selv, hesten eller omgivelserne. Vil jeg f.eks. øve mig i nogle nye øvelser, der er svære for mig, så kan jeg skrue ned for sværhedsgraden på hest og omgivelser, så jeg rider en rolig hest, eller kun rider de gangarter den er rolig i eller starter fra jorden, og jeg kan arrangere mit setup, så jeg f.eks. har selskab og rider på bane eller i ridehus alt efter, hvad der er lettest for mig og hesten, på den måde sænker jeg den samlede sværhedsgrad (og dermed potentialet for utryghed) i træningen. Jeg anbefaler ofte til mine kursister, at de starter med at skrue ned for sværhedsgraden på omgivelserne, så de laver et så trygt træningssetup som muligt, så de rent faktisk kommer i gang med at træne, og får skabt en serie af succesoplevelser sammen med hesten, på den måde bliver det nemlig meget lettere at blive ved med at holde motivationen. Bivirkningen ved denne strategi kan være, at man bliver så "god" til at arrangere et overkommeligt setup, at man glemmer at skrue op for sværhedsgraden i omgivelserne igen. Dette er også en fælde jeg er tilbøjelig til at falde i.

I weekenden kunne jeg så ikke arrangere mig ud af det mere! Det stormede, ridehuset klaprede og hylede, mine kollegaer skulle også ride, så jeg kunne heller ikke styre, hvornår der gik heste ind og ud af ridehuset, eller hvor og hvor hurtigt de red. Og jeg var jo kommet for at ride, både på min egen medbragte unge sportspony (og ikke min topstabile islænder, som jeg plejer at have med) og på en lånehest stillet til rådighed af en flink hesteejer (tilfældigvis også en brun sportspony), så at blive på tilskuerrækken eller trække rundt og lave jordarbejde hele weekenden var heller ikke rigtigt en mulighed. Så op kom jeg, og redet fik jeg, og JA det var hulans svært indimellem og ja tårerne trillede ned ad kinderne på mig en stor del af tiden, fordi jeg bevægede mig lige på grænsen af, hvad der rent faktisk var mentalt muligt for mig. MEN jeg red mig i gennem udfordringerne (med kanon støtte, hjælp og kærlige halvhårde skub fra Susan Kjærgård), jeg fik hestene redet bedre og blødere og mere balancerede, og jeg lærte i tonsvis om mine egne færdigheder både fysisk og mentalt. Jeg lærte også en række nye værktøjer til at holde hjernen på sporet og fokus på ridningen frem for lurende farer, og dem glæder jeg mig til at dele med mine elever og nuværende og kommende onlinekursister.

En af de ting, Susan satte mig til, var at fortælle, hvad hesten gjorde, og hvad jeg så gjorde, mens jeg red rundt, på den måde fik Susan mig hele vejen rundt i ridehuset også op i de hjørner jeg fandt sværest, mens jeg snakkede løs "hesten er lige, jeg holder stabil kontakt, nu kigger han lidt ud, jeg åbner med indvendige hånd og inviterer næsen ind i volten, nu er han balanceret igen, vi rider rundt i hjørnet, jeg åbner med udvendige for at hjælpe ham ud i det næste hjørne" o.s.v. Det giver et fantastisk fokus på de ridetekniske løsninger, der skal til for at hjælpe hesten og på den feedback jeg hele tiden får fra min og hestens krop, samtidig holder det min hjerne så beskæftiget, at jeg indimellem slet ikke hørte blæsten! Ud over at holde hjernen beskæftiget, så holder det også gang i frontallapperne og den rationelle tankegang, når man beskæftiger sig med, hvad der rent faktisk sker, frem for at lade hjernen dvæle ved det man frygter sker. Carzano

Fokus hjælper både hest og hjerne godt på vej, tak til Pia for lån af skønne Carzano

At give sin komfortzone så mange tæv på én gang, som jeg har gjort her i weekenden, det er ikke noget jeg vil anbefale man gør på egen hånd, men når man er i et godt setup, med støtte og hjælp til at blive holdt på sporet, og bliver mødt med forståelse for, at det er svært, men samtidig også en forventning om, at man gør sit yderste for at komme igennem, så kan det godt lade sig gøre, og jeg er bestemt kommet stærkere ud på den anden side, ikke mindst takket være mine fantastiske holdkammerater, der klapper mig på ryggen og siger jeg er sej i stedet for at trøste og hjælper mig med at holde motivationen og træningsfrekvensen høj også mellem samlingerne.

Kæmper du også med at blive bange eller nervøs sammen med hesten, så husk det er helt ok at starte med at skrue ned for sværhedsgraden på de forskellige faktorer, så meget, at du kan komme i gang med at træne, og når du så er i gang, så skal du huske at justere sværhedsgraden op igen hen ad vejen, så du ikke ender med at kunne alting på ridebanen i stille vejr, men ikke udenfor banen, på andres bane eller når det blæser. Vil du lære mere om komfortzonen, og hvordan du arbejder med at udvide den, så se en lille video om det her

https://youtu.be/BL-FetSOojk

Vil du have hjælp, værktøjer, støtte og et ordentlig skud motivation, så du er klar til at nyde forårets komme sammen med hesten, så læs om Tryg til hest klubben her

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!

Skriv en kommentar