Når træning giver mening
I sidste uge var jeg til instruktørworkshop på Blue Berry Hill. Dagens tema var form versus funktion, altså hvordan de to ting kan hænge sammen, men også hvordan en tilsyneladende pæn form (f.eks. en dressurhest med næsen i lod) kan dække over en funktion i kroppen, der ikke er helt optimal. Susan Kjærgård startede dagen med at introducere os for denne model af hestens fysiske og mentale spændingsniveau:
Afslappet/slap <-> afspændt <-> Spændstig <-> Stresset/Spændt
Hvis hesten skal være optimalt modtagelig både for læring og for fysisk træning, så skal vi sigte efter, at den både fysisk og mentalt skal være spændstig, altså ikke for afslappet, og heller ikke stresset eller anspændt. Har vi en meget rolig hest, så vil vi ofte være nødt til at bede om noget ekstra fremdrift og energi, for at den får nok ud af træningen, og også for at få den til at bruge sin krop korrekt. Har vi derimod en stresset og/eller spændt hest, så er vi ofte nødt til at få den helt ned og være afslappet og rolig (ofte gennem mange lektioner), inden vi kan begynde at arbejde os hen imod spændstig igen. Et virkelig godt eksempel på denne proces, hvor den spændte hest (1), først må rides afspændt (2), før vi igen kan begynde at arbejde med spændstigheden og den effektive fysiske træning (3), ses i billedserien her, af min kollega Jeannette Glerup og hendes skønne CD
Træningsfremskridt, BBH basisinstruktør Jeannette Glerup og CD. Billede venligst udlånt af Susan Kjærgård, Blue Berry Hill
En af de ting vi talte om inden der kom heste på banen var forskellen på, ikke at genere hesten når vi red, og så rent faktisk bringe noget til bordet med vores træning (Stine Joys fantastiske formulering!). Forstået på den måde, at mange, der ønsker at træne hestevenligt, bliver for forsigtige i deres træning, og nøjes med ikke at genere hesten under ridning og træning, men uden reelt at hjælpe hesten til at bruge sin krop bedre og dermed blive stærkere og sundere. Jeg møder tit ekvipager, hvor rytteren har fået hjulpet hesten rigtig godt helt fra højre side af spændingsskalaen og ud til venstre, hvor den nu er rolig og afslappet, udfordringen bliver så at turde skrue lidt op for niveauet igen, så hesten rent faktisk får det ønskede fysiske udbytte af træningen. Vi skal altså turde bringe noget til bordet og hjælpe hesten til bedre funktion, selvom hesten rent mentalt ville være godt tilfreds med at tøffe rundt for lange tøjler.
I løbet af dagen så vi tre meget forskellige ekvipager blive undervist af Susan Kjærgård, en meget sensitiv dressurhest, en springppony med meget snæver forbensfremføring og en lidt tung vallak, med lidt kropslige udfordringer. Fælles for alle tre heste var, at hvis ikke rytteren gjorde en aktiv indsats for at hjælpe hesten, så løste det ikke deres problemer. Dressurhesten, der var noget vågen og oppe i det stressede felt, da lektionen startede, fik gennem rytterens fokus, overgange og hjælp til at balancere kroppen, hjælp til at finde tilbage ned af stressskalaen, og hun blev først rigtig fin, da hun et par gange havde været helt nede i det afspændte felt og strække halsen langt og lavt, selvom hun rent fysisk nu har styrken til at bære sig selv med højere hals, så kom resten af kroppen ikke med, før den fysiske og mentale afspænding var på plads, og da den så var det kunne hun arbejde spændstigt med god funktion i kroppen og mental balance.
Ponyen gik nærmest og krydsede sine forben for hvert skridt, og da rytteren blev bedt om at lave små øvelser, hvor hun ved at invitere med åben direkte tøjledrej, fik ponyen til at træde til siden med først det ene forben og siden det andet på den anden volte, så blev det meget bedre. Den snævre fremføring skyldtes sandsynligvis en anspændthed i bryst og/eller skulder området, og hvis ponyen bare ikke var blevet generet af rytteren, så ville den ikke selv have flyttet forbenene ud, da det nok strammede i kroppen. Vallakken var et super eksempel på en hest, der, hvis den selv kunne vælge, ville slæbe sig frem på forparten, hvilket ikke gør noget som helst godt for hans krop. Faktisk havde han en udfordring med det ene bagben, som de (i samråd med dyrlæge) var i gang med at træne op. Det var Stine Joy, der red ham for ejer i denne lektion, og det var tydeligt, at hvis Stine ikke hjalp ham med fremdrift og balancering (ikke at holde hans hoved med hænderne, men at hjælpe ham til at være lige i kroppen på let tøjlekontakt), så var han tæt på uren i traven, og hang i forparten, hvor han med den rette hjælp (og dermed krav til hans præstation) blev rigtig fint travende i både for- og bagende. Så endnu et eksempel på en hest, hvor det at tøffe rundt i hans selvvalgte tempo gjorde, at han aflastede det svagere ben, og dermed belastede resten af kroppen, mens han med lidt hjælp brugte sig godt og dermed genoptrænede det svage ben uden at overbelaste andre steder i kroppen. Alt i alt var det en super lærerig dag, der for mig virkelig understregede vigtigheden af den gode træning, og af at vi balancerer hensyntagen til hesten og de krav vi stiller til den både fysisk og mentalt.
Rigtig god fornøjelse med træningen
Merete
0 kommentarer
Skriv en kommentar