"Plusset" - En bomøvelse for både fokus og fysik
Jeg er, som du måske allerede ved, stor fan af øvelser med bomme, kegler og andet, der hjælper os til at holde både hesten og vores hjerne på sporet når vi rider.
Når et bom- og/eller keglemønster så samtidig kan medvirke til at gymnasticere hesten, så er det ekstra fedt. Derfor vil jeg dele en af mine nye favoritter, som jeg kalder "Plusset" med dig, for den er nemlig god til det hele.
Opsætningen til øvelsen er simpel. Du lægger 4 bomme i et plus midt på banen (både bløde og hårde bomme kan bruges). Du kan nu ride forskellige mønstre omkring og over bommene. Jeg vil foreslå, at du starter med nedenstående figur, der ligner "seværdighedstegnet" kendt fra vejskilte, også kaldet et Johannes- eller cirkelkors.
Her starter du med at ride midt over en af bommene, og rider så en lille (ca. 8-9 m i diameter) volte væk fra midten, krydser dit spor og rider hen over den næste bom, hvorefter du fortsætter i dette mønster. Når du kan mærke, at hesten holder det samme flow i skridten hele vejen, og den følger blødt med rundt i volterne, så kan du skifte retning og prøve den anden vej. For nogle heste (og/eller deres ryttere) kan der være stor forskel på, hvor svær den ene retning er i forhold til den anden. Målet er, at hesten er let stillet i rideretningen og at dens krop blødt følger sporet, for nogle heste kommer det med det samme, for andre tager det nogle runder, og for andre igen kommer det først over tid, når man gentager øvelsen (kombineret med anden relevant træning) over mange lektioner. Hvis du oplever, at der bliver ved at være markant forskel på højre og venstre volte, så kan det være en idé at få din hest tjekket igennem af en behandler, måske den har noget, der strammer ekstra i den ene side og gør det svært at strække den side rundt på sporet.
Hvis din bane er smallere end 20 meter, eller din hest har svært ved at gå de helt små volter, så kan du i stedet ride volterne modsat, så du rider hen over midten og rundt i stedet for ud mod hovslaget. Se figuren herunder:
Du kan evt. starte med de store volter og så skifte til de små, når hesten er blevet varm og mere smidig.
For mig og Lukas virker det rigtig godt, at han får lov at gå volterne i sit eget skridttempo, når vi starter en lektion. Han er generelt en langsom starter, og vi har tidligere diskuteret en del om grundtempoet i skridt. Men hvis jeg lader ham om tempoet og så blot insisterer på at ride mønsteret, så kan vi fint starte med de små volter, og når vi har taget nogle runder den ene vej, så begynder jeg at kunne mærke, at han tilbyder et bedre flow og lidt mere tempo på de lige stykker over bommene. Når vi så har redet mønstret begge veje (evt. 2 gange hver vej, det kan vi godt bruge 10 minutter på) og fortsætter ud på stor volte, så er han af sig selv mere fremadgående.
En anden variant, der er med til at styrke ligeudretningen af hesten, er dette 8 tal, man kan variere sværhedsgraden ved at gøre det stykke man rider ligeud over midten kortere (mindre volte = sværere øvelse) eller længere (lettere).
Så Plusset giver mange muligheder, og efterlader samtidig god plads på banen til anden træning.
Hvis øvelsen du tester øvelsen af, eller har andre kommentarer eller spørgsmål, så skriv endelig herunder.
God fornøjelse med træningen.
Merete
0 kommentarer
Skriv en kommentar