Bruger vi vold for ikke at miste kontrollen?

Den aktuelle snak om vold i ridesporten, der er blevet super aktuel med Operation Xs udsendelser om Helgstrand, der er kommet ud i dag (er tilgængelig på TV2 play nu og kan ses live i aften d. 22.11. kl. 20 og 2. del d. 29. kl. 20 - jeg har set begge her til morgen og vil stærkt opfordre dig til at se dem!), har fået mig til endnu engang at tænke over, hvordan denne voldskultur opstår.

Én ting er, når hestene presses ind i en bestemt fysisk ramme for at matche tidens dressuridéal og vinde præmier, eller når springheste tæves når de refuserer. Der kan vi umiddelbart se årsagen, også selvom vi ikke synes, at det er rimeligt eller forstår ryttere og trænere kan få sig selv til at bruge de metoder. 

Men hvor kommer volden i den helt almindelige dagligdags ridning og håndtering fra? Hvornår går vi fra at være små søde ponybørn, der bare allerhelst ville bruge hele dagen på at kramme en hest, til at være de ryttere, der trækker for hårdt i tøjlerne, sparker med sporerne og slår hårdt med pisken? 

Min erfaring er, at det kommer snigende stille og roligt helt fra starten af mange børns ridekarriere. På de fleste (der er heldigvis undtagelser) rideskoler drejer undervisningen sig primært om at ride, der undervises ikke i adfærd, læringsteori, sikker håndtering, stresssignaler osv. Samtidig foretages det meste undervisning af ryttere, der typisk er udvalgt fordi de selv har opnået et vist sportsligt niveau, ikke for deres pædagogiske evner eller uddannelse i hestens adfærd og læring.

Allerede ved at lytte til sprogbruget i mange stalde kan man få et praj om, at noget er galt. Hestene omtales som frække, ballademagere, en strid mokke, en gimpe (hvorfor er vi altid hårdest i sproget over for hopperne??), dumme, uartige, usamarbejdsvillige og meget mere. Samtidig bruges der i træningen vendinger som at sætte hesten på plads, vise den hvem der bestemmer, passe på den ikke tager styringen, være førerhesten eller lederen og mange andre beskrivelser, der allesammen indikerer, at vi er nødt til fysisk at sætte os i respekt og kontrollere hesten for den ikke løber om hjørner med os, bliver farlig eller tager styringen.

Når vi taler om hestene på den måde, så vænner vores hjerner sig til, at det vi laver med dem mere er en dominanskamp end et samarbejde. Og det bliver på den måde acceptabelt at bruge pisk, sporer og tøjler til at kontrollere og dominere hesten. I det små starter det med at slå den, hvis den er "fræk" og slå den igen hvis den forsøger at sige fra, senere kommer glidetøjler (eller hos begynderne elastikchambonen, glidetøjlens "lillebror") både som kontrolmiddel og for at "forme" hesten, skarpere bid (fordi den ikke hører efter), sporer og flere og flere kræfter bag brugen af det hele.

Noget, jeg i stigende grad er blevet klar over er medvirkende til dette udtalte ønske om kontrol over hesten, er frygt hos rytteren. Det ses bl.a. af Andreas Helgstrands udtalelser i retten i forbindelse med sagen mod TV2, hvor han bl.a. siger at "nogle af dyrene er mega vilde", "Det er ligesom en hund, der bider engang imellem. Man skal sætte hestene på plads, ellers er de farlige, store dyr". Du kan læse mere om retssagen hos Nordjyske her. 

Jeg oplever det på en noget mildere skala, når jeg hjælper utrygge ryttere til at blive mere trygge igen. Rigtig mange af dem, jeg møder, har rigtig godt fat i tøjlerne. De fleste har heldigvis helt almindelige bid, men måske et lidt stramt næsebånd, ofte noget de har lært af en tidligere underviser. Men jeg oplever, at det kan være rigtig svært at få løsnet tøjlerne, fordi det helt instinktivt medfører en frygt for kontroltab hos rytteren. Det er ikke nødvendigvis ryttere, der taler grimt om deres hestes motiver eller er blevet døve overfor det pres heste udsættes for rundt omkring, det er ryttere, der slet og ret er bange for, at hesten løber sin vej eller kaster dem af, hvis de slækker på håndbremsen.

Det jeg samtidig oplever er heste, der er stressede og anspændte på grund af de stramme tøjler, presset fra biddet og en anspændt fysisk holdning grundet den korte tøjle. Når hesten er stresset og anspændt, så påvirker den spænding rytterens nervesystem og er med til at forstærke den utryghed rytteren i forvejen føler, hvilket igen fører til strammere tøjleføring og vi har en ond cirkel som det er virkelig svært at komme ud af. 

En helt simpel øvelse, som jeg finder ekstrem effektiv til at bryde denne onde cirkel er følgende:

Øvelsen kan rides enten mellem skridt og parade eller trav og skridt, og evt. også galop og trav, men det gør den noget mere avanceret, og hvis øvelsen er nødvendig bør rytteren nok holde en pause med galop, til der er styr på trygheden i skridt og trav.

Hesten rides på en cirkelvolte rundt om 4 bomme lagt i et stort plus (fokusblomsten). Fra bom 1 til 2 rides hesten med rytterens almindelige tøjlekontakt, ved bom 2 forlænges tøjlen og ved bom 3 laves en parade (eller tages ned i skridt, hvis øvelsen laves i trav). Herefter rides frem igen og mønstret gentages. Fordi rytteren ved, at de kun skal forlænge tøjlen en kvart volte, så bliver det mere ok for dem, der er således en stor tryghed i forudsigeligheden. Samtidig sker der stort set altid det, at overgangen fra skridt til parade eller fra trav til skridt bliver væsentlig blødere, end den var, hvis samme mønster rides med konstant tøjlekontakt. Du kan læse mere om øvelsen i dette gamle blogindlæg.

Når først rytteren har oplevet, at hesten bliver blødere og mere tryg at være på, når tøjlen forlænges i dette kontrollerede setup, så bliver det typisk lettere at acceptere generelt at lette på tøjlen, hvilket igen fører til en mindre anspændt hest og en hest, der reagerer meget bedre på stopsignalet, dels fordi den tydeligere mærker forskel på tøjletag for stop og det generelle "baggrundspres" og fordi den bliver bedre forstærket for at stoppe, når tøjlen giver ordentligt efter ved stop.

Så oplever du også, at du kommer til at lægge mere pres på din hest end du egentlig ønsker, fordi du er bange for at miste kontrollen, så prøv denne øvelse og se om ikke den kan være med til at bryde den onde cirkel. Og husk det kan være svært at være hest, måske er det miljø du træner i, de øvelser du beder om eller udfordringer med hestens krop eller udstyr med til at holde spændingsniveauet højt selv hvis du slækker på tøjlen. Er det tilfældet, så tøv ikke med at spørge om hjælp hos en underviser, der ved noget om adfærd, læringsteori og stress hos hesten, f.eks. mig eller en af mine BBH kollegaer.

Rigtig god fornøjelse med god hestevenlig træning. Skriv endelig en kommentar herunder, hvis mine tanker vækker genklang (eller netop ikke gør) hos dig.

Merete Stenner